Igennem mange år har jeg arbejdet med keramikken på hobbyplan og har desuden diverse kurser til at understøtte dette, men min egentlige dygtiggørelse er sket efter at jeg i 2014 købte et nedlagt landbrug i Hjortshøj, nord for Aarhus og indrettede værksted på gården. I 2019 udvidede jeg dette, og i den forbindelse begyndte jeg at producere olielamperne og den øvrige keramik mere kommercielt.
Inspiration
Naturen, både den i og omkring gården, men også mere generelt er hovedindspiration for mit keramiske udtryk. De runde former, er en hyldest til det cykliske, årstiderne og til hvordan alting finder tilbage til sit udgangspunkt, hvis bare man venter længe nok.
Farvearbejdet er tillige en hyldest til det naturlige og det rene, og det er meget vigtigt for mig at der er balance og ro i det udtryk jeg skaber samt balancen mellem form og farve.
Teknik
Olielamperne er lavet ud fra to forskellige teknikker; raku og traditionelt stentøj.
Raku er en gammel japansk brændeteknik som involverer en ret heftig proces hvor lamperne i glasurbrændingen ikke brændes i en traditionel keramikovn, men brændes med en gasbrænder op til 1000 grader i en særlig rakuovn, hvorefter emnerne flyttes mens de er 1000 grader varme til en beholder med savsmuld, som brænder op omkring emnet. Denne proces udvikler en hel del røg og ild, og kuldechokket fra overflytningen fra den varme ovn får glasuren til at krakelere. Soden fra forbrændingen aflejres i emnet som tydelige sorte krakeleringer i overfladen. Det er en afsindig smuk proces hvor ild og røg og heftighed over en time, resulterer i de smukkeste, rene, blanke glasurer. Stentøjslamperne er brændt i en traditionel keramikovn under lidt mere ordnede former.